Interview by Keith Lohse
 Home > Interviews > Danish Interviews

   

 

 

DJ Krush: Zen som en motherfucker

Den japanske dj er Roskilde-aktuel. GAFFA.dk har mødt ham på festivalen.

Af Keith Lohse

Billede: Casper Helmer

DJ Krush er, sådan cirka, verdens mest kendte ukendte japanske turntablist, den snart 43-årige japaner har i de seneste ti år henrykket og forbløffet en bred vifte af musikelskere - fra hiphoppere, drum&bass'ere over techno-freaks til folk som bassisten og superproduceren Bill Laswell. Krush har fornyet, forlænget og forhøjet rammerne for hvad "elektronisk" musik er - og kan være. Da den vævre japanske elektro-arkitekt ikke selv kan ret meget mere end tre ord på engelsk, havde han til lejligheden indkaldt sin ven og kollega, Blue Foundations Tatsuki Oshima, så denne kunne optræde som tolk under aftenens interview, i Sony Musics lune skur, i Roskildes medieby.

Allerførst et stort tillykke med din seneste udgivelse Jaku - som jo blandt andet har medvirken af rapperne Aesop Rock og Mr. Lif. Hvordan lykkes et dig egentlig at matche din musik med deres tekster, når du ikke forstår hvad de rapper om?

- Det er ligesom en flod. Deres tekster, min musik - jeg flyder fra én vinkel, de fra deres, og ét eller andet sted flyder vi bare sammen og bliver én. Jeg laver beats og sender beatsene til dem hvorefter de lægger deres tekster på, fordi ... musik er universal. Hvis den fungerer. Brudstykkerne, eller de enkelte elementer har vi sendt frem og tilbage, og så sat det sammen i studiet, som man nu gør.

Hvad med SELV at rappe lidt på dine plader?

- Hahahaha ... jeg er forfærdelig - både til at rappe og synge, men faktisk gjorde jeg det engang, i mit første band, Krush Possé, vi spillede i clubs og på gaden - hvor vi nu kunne. Jeg prøvede, jeg prøvede virkelig, men jeg var bare forfærdelig.

Så på en måde kan man måske sige at din frygtelige sangteknik gjorde dig til den stjerne du er idag - fordi den tvang dig til at skifte
"instrument"?

- Det er en meget præcis analyse, jeg ville i hvert fald nok ikke have siddet hér, hvis jeg var fortsat som rapper.

Hvad slags musik hører du selv, når du lytter til musik hjemme?

- Hahaha ... ingen, overhovedet. Jeg har to døtre, forstår du. Den ene lytter hele tiden til trance, og den mindste hører uafladeligt - igen og igen og igen - diverse soundtracks fra diverse animé og mangafilm, og det er mere end nok for mig. Puha.

Din musik føles sært "naturlig", nærmest organisk, selvom den jo ER fuldstændig teknologisk funderet og by-agtig. Hvordan lykkes det trick for dig?

- Jeg bruger AL den nyeste teknologi, og hvis den ikke allerede er opfundet, så forrsøger jeg mig selv frem, jeg elsker maskiner. Men jeg putter altid så meget af mig selv ind i musikken, som jeg overhovedet kan. Min musik er mig, og jeg er min musik, og det er nok dér de organiske vibrationer opstår. Fordi jeg er et menneske.

Japan - og Asien i det hele taget - har altid virket mystisk og dragende på vesterlændinge, jeres kulturelle eksport er stor, med alt - lige fra digtning, kampsport, filosofi - til biler, HiFi og computer-dimser. Din musik emmer efter min mening af samme mystik, den har denne hersens Blade Runner-feeling. Såeh, hvad ER Japan? Hvor får I det fra? Hvad handler I om?

- Livet i Japan er stresset, tempoet er meget opskruet og mange mennesker lever på den yderste kant af deres formåen, det er en ufattelig daglig stress. Japanerne har uden videre overtaget moderne dyder som arbejdsomhed, produktivitet, effektivitet, de er deres egn evogtere, fanget i ønsket om at yde det ypperste, uanset prisen - åndssvagt nok. Men samtidig med den opskruede hastighed, neonlysene, bilerne og højhusene, kan du også altid mærke fortiden. Shintoismen, feudale dyder, haiku, vi er sælsomt sat sammen på dén led - men jeg forsøger at få den samme dualisme med i min musik når jeg komponerer; fortid/nutid, ekstrem fart/afslappet langsommelighed, støj/ro - og så videre. Men Japan står ved en skillelinie, der er sorte huller som kan ende med at opsluge landet - kulturelt - fordi vi ikke ved hvad vej vi skal gå længere. Vi får flere og flere helt unge mennesker som ALDRIG forlader deres hjem, de lader skægget vokse, spiser, sover, lever hjemme, i en enorm isolation - deres eneste kontakt til verden udenfor, er fjernsynet og internettet, den hér verden interesserer dem bare
ikke længere.

Hvad vil du selv kalde din musik, egentlig? Den ER jo lidt svær at genre-definere?

- To ord: DJ Krush!

Vil du sige, at samarbejdet med pladeselskabet Mo Wax har haft afgørende betydning for din karrieres forløb?

- Ubetinget, trenden i musikken dengang, gik mest i retning af acid-jazz, men James Lavelle stillede mig ved vores første møde et genialt simpelt spørgsmål, nemlig; hvorfor kan du ikke lave hip hop - bare uden mc's, uden sang, og vi var øjeblikkelig på bølgelængde, fra
første sekund. Men jo, den betydning har været fantastisk og altafgørende for mig.

Er du ikke - med dine snart 43 år - snart for gammel til den musik du laver? Og til at toure som du gør?

- Hahahahaha ... jo! Uden tvivl, og jeg hader at turnere af én eneste grund: maden. Jeg har spist SÅ meget frygtelig mad rundt omkring
i verden, nogle gange gør det mig ret skeptisk ved hele dette musikerliv, tanken om hvad jeg udsætter min stakkels mave og krop for. Men jeg bliver nu ved alligeve.

Sidste spørgsmål, hr. Krush: Er der noget håb for verden, for menneskeheden, tror du?

- Kig på dig selv, ind i dig selv, for alle bør stille sig selv det spørgsmål, mærke efter fra tid til anden. Men svaret er: hvis du rummer håbet, muligheden, så ER der også håb for den verden du er i.